tirsdag den 24. marts 2009

Det dynamiske forbund

Hvordan sikre vi forbundet en dynamisk rolle i fremtidens orientering?

Forbundet er vores fælles forening og skulle gerne være der, hvor vi sikrer, at vores fælles interesser som orienteringsklubber bliver varetaget fx i forhold til skovejerne, Skov- og Naturstyrelsen, Team Danmark og det øvrige idræts-Danmark. De forløbige anbefalinger i Plan 2015 lægger i høj grad op til en mere dynamisk struktur og organisation i forbundet. En struktur som er mere projekt-orienteret og hvor de gode ideer må komme før de låste rammer. MTB-O, kvinder på vej og Godt træningsmiljø for orienteringstalenter er alle gode eksempler på projekter, hvor der har ganske frie rammer uden om den politiske struktur i forbundet. Samtidig skal den politiske struktur også gerne afspejle det, som det hele drejer sig om; Glæden ved orientering.

Hvilke services bør forbundet yde i forhold til klubberne?

Grundbestanddelen af dansk orientering er klubberne og det er også dem som udgør det centrale element i forbundet. Derfor er det naturligvis vigtigt, at klubberne kan bruge og bruger vores fælles overbygning; forbundet. Nogle af de konkrete forslag, som har været diskuteret, er en fælles resultatdatabase på forbundsniveau, en øget proffesionalisering af korttegningen og en fundraiser/klubkonsulent. I dag mister vi mange resultatlister fordi de ligger på hjemmesider, der bliver lukket, og fordi vi ikke får dem i papirversion. Her kunne en fælles database være et godt initiativ. Derudover ville der være gode mulighed for at køre det sammen med fx O-service eller winsplit. Et andet tiltag kunne være, at klubberne i fællesskab ansætter en fundraiser eller klubkonsulent, som har overblik over de forskellige fonde og offentlige tilskudsordninger, der findes og som så hjælper klubberne med at søge disse. Et sidste tiltag kunne være øget professionalisering på kortfronten, hvor forbundet fx kunne have et korps af korttegnere tilknyttet, som klubberne så, mod betaling, kunne bede om hjælp til kortopgaver, de ikke selv kan løfte enten pga. tid eller manglende resurser.

4 kommentarer:

  1. Et tiltag med øget professionalisering på kortfronten, bør prioriteres højt. Antallet af gode korttegnere er vigende. Det betyder, at kortkvaliteten generelt bliver ringere. Min klub har en god økonomi, men mangler kompetente korttegnere. Derfor vil det være godt, med et korps af ansatte og godkendte korttegnere som klubberne mod betaling kunne købe. Det er min oplevelse, at lige nu hyrer klubberne i Jylland korttegnere på kryds og tværs. Mit forslag er, at den enkelte korttegner bliver godkendt af forbundet, samt at der bliver ensartede regler for betaling og kørselsgodtgørelse.

    SvarSlet
  2. I princippet god ide med betalt korttegning, men det er mange penge. En uges arbejder koster vel knap 10.000 kr, og så kan man selv gange op hvis det er et stort kort.

    Lige så vigtigt som korttegning, synes jeg det er at få et korps af godkendte stævne- og banekontrollanter, som kan bruges ved f.eks. DM'er og andre vigtige løb.

    Og så mener jeg, at erfaringen taler for, at hvis vi i DOF gerne vil øge og fastholde nye medlemmer, er det ikke godt nok at overlade det til klubberne. Et skridt i den rigtige retning kunne være kurser for voksne på C-, B- og evt A-niveau i DOF-regi elelr kreds-regi.

    SvarSlet
  3. Projektorganisering kan være meget godt - og det vil især være en god ide at skrotte den misforståede millimeterretfærdighed i udvalgs/gruppe-sammensætninger, hvor der absolut skal være en med fra hver kreds. Det både nedsætter arbejdshastigheden og øger udgifterne. En "afdemokratisering" af sammensætning vil give en større rekrutteringsbasis - og med en forankring blandt engagerede medlemmer vil man forhåbentligt kunne opleve en større fremdrift end vi ser i dag.

    Der er dog nogle farer med en projektorganisation. Dels en potentielt manglende overordnet styring (omend Plan 2015 forhåbentligt hjælper på det) og dels et manglende, stabilt fundament for projekterne. Visse dele af forbundets arbejde er IKKE projektegnede, såsom elitearbejde, skovadgang m.m.
    Man skal også tænke på, om projekternes resultat er levedygtigt i sig selv efter projektets afslutning - og dets eventuelle forankring i forbundet derefter. Begge dele har jeg set mangle i nogle projekter.

    Mht. flere IT-aktiviteter (fælles resultatbase m.m.), så ligger det ikke lige i kortene, at der er frivillige ressourcer til at opfylde disse ideer. Det vil med andre ord komme til at tære på forbundets midler.
    I øvrigt kan jeg ikke se, at en fælles resultatdatabase er en nødvendig - eller tilstrækkelig - løsning på manglende resultatlister. Det nemmeste er at genindføre tvangsafleveringen (på papir!) til forbundets kontor. Alt andet er at skyde gråspurve med kanoner.
    Selv om der var en fælles database stiller jeg mig tvivlende overfor, om ret mange løbsarrangørere vil kunne finde ud af at aflevere data dertil (eller få det gjort).

    SvarSlet
  4. En mere professionel tilgang til korttegningen lyder derimod som et nødvendigt onde. Vi ved jo godt, hvad der skal være i orden til et stævne: Kort og baner! Gentager: Kort og baner! Kort og baner! Kort og baner!

    En tilsvarende øget "professionalisering" af stævneafviklingen bliver nok også aktuelt inden længe, specielt til danske mesterskaber.

    SvarSlet