søndag den 15. februar 2009

Opgaven

HB har besluttet, at der skal udarbejdes en strategi, som skal medvirke til at sikre orienteringssportens fortsatte udvikling i Danmark frem til år 2015. Derfor er der nedsat en strategigruppe, som skal forberede og kvalificere processen og sikre en stor inddragelse af forbundets medlemmer som muligt i processen.

Som resultat af gruppens arbejde forventes det, at Repræsentantskabet på sit møde i 2010 vedtager en ny vision med et tilhørende sæt strategier og målsætninger for den fortsatte udvikling af orienteringsidrætten i Danmark i form af en ”Hvidbog” herfor. Forud herfor er gennemført en proces, som involverer klubberne, de forskellige fag- og kredsudvalg og så mange af forbundets medlemmer som muligt. Derudover vil der være en høring hos klubberne, ligesom processen fungerer på en sådan måde, hvor alle på nettet løbende kan deltage i debatten og kommentere de forskellige forslag her på bloggen.

Strategigruppen arbejder i opdrag fra hovedbestyrelsen, hvorfor det forslag som fremlægges til beslutning for repræsentantskabet er godkendt forud af hovedbestyrelsen.

Strategigruppen skal i sit arbejde bl.a. forholde sig til væsentlige udviklingstendenser som: - Øget anvendelse af IT og teknisk hjælpemidler fx GPS. - Øget brug af by- og nærområder til aktiviteter, hverdagsstævner og arrangementer. - Kommunernes forpligtigelser til sundhedsforebyggende indsatser. - Markant vækst i MTB – Orientering. - En klar tendens omkring vækst i de større arrangementer og de helt nære og små arrangementer. - Et stadigt pres på foreningskulturen. - Øget arbejdsgiverinteresse for sundhed og motion. - Større privat og offentlig betalingsparathed på udvalgte områder. - En vækst i medlemslandene i IOF og stadig tættere internationale konkurrencer

Strategigruppen tager afsæt i det faktum, at hovedbestyrelsen gerne ser en vækst i antallet af tilbud om arrangementer, som den enkelte kan deltage i, såvel som en vækst i antallet af aktive medlemmer og deres faktiske brug af tilbudene. Oplægget skal indeholde et forslag til den fremtidige profil og branding af orienteringsidrætten. Ligesom gruppen skal fremkomme med anbefalinger omkring affødte tilpasninger i forbundets organisering og struktur, således at den i større sammenhæng matcher den fremlagte strategi. Strategigruppen skal anvise realistiske finansieringsløsninger til de forslag som den fremkommer med.

Konkret mål i 2009 - Baggrund og analyse - Skitse til strategi med, vision, mål og handlingsplaner lægges i høring i klubberne - Inddragelse af klubber, medlemmer og udvalg i processen
- Projektgruppens endelig forslag afleveres til hovedbestyrelsen, der overtager processen

Tidsplan
2008
December: Etablering af projektgruppen og strategigruppen

2009 Januar-februar: Dialogmøder i de tre kredse
15. februar- primo april: Bloggen er åben
28. Februar: Repræsentantskabsmødet 2009 orienteres om strategien og processen.
Marts: Roadshow hos klubberne hvor de forløbige ideer præsenteres og diskuteres
April: Den forløbige forslag kommer i høring hos klubber og fagudvalg
Foråret: DOFs udvalg inddrages i processen.
Maj: Endeligt forslag forligges til hovedbestyrelsen, som overtager det videre arbejde med processen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar